søndag den 8. maj 2011

Test #7:Viking fra Kohberg

IMG_1804

Så fandt jeg ud af en måde at regulere lidt på billedstørrelsen. Søndag aften og lidt at gumle i, hvis man altså er en hest. Kære venner, det her rugbrød er kedeligt. Jeg kan ikke anbefale det. Det er surt og tørt i kanterne, på den der måde hvor de folder lidt ind mod midten. Det her brød er grunden til, jeg startede min blog. Smagen af køberugbrød er meget til stede i Viking. Og det lever dermed ikke op til det noget storslåede navn, hvis du spørger mig. "Viking - rugbrød med bløde kerner" eller "Viking - mand med bløde knæ" (og altså ikke en, der giver bløde knæ, men som selv har det).

Kohberg har lanceret et nyt design for nylig, I har måske lagt mærke til reklamerne ved busstoppestederne. Det nye design består egentlig bare af det brede, sorte bånd alle brødpakker har fået om sig. Siden jeg så det første gang, har jeg undret mig over den sorte farve. Det tiltaler mig ikke rigtig. Fail. Jeg har dog tidligere rost Kohberg, se test#5.

Viking får 2 ud af 10 mulige.

tirsdag den 3. maj 2011

Test #6: Flerkorn fra Coop


Så er jeg tilbage, det blev lige en længere påskeferie herfra bloggen - men det er så sandelig ikke fordi, jeg ikke har spist rugbrød! Der er blevet kværnet en del madder i rigtig påskestil. Jeg har blandt andet været på Mentor i Guldsmedegade og fået en meget lækker kartoffelmad på en tyk skive hjemmebagt rugbrød. Ja faktisk for tyk efter min smag - jeg vil hellere have to skiver og så med mere fyld. Kogte kartofler, purløg, bagt serano, masser af smør og salt. Sådan skal den skæres.

I dag har den stået på Coop-brød herhjemme. Jeg har haft det med på madpakke og testet det med en eller anden kyllingesalat ovenpå. Jeg smagte også en skive uden noget - det gør jeg i øvrigt altid, når jeg tester. Først og fremmest vil jeg sige om det her fra Coop, at det ligger sig tæt op ad et hvedebrød. Der er nemlig kun 20% rugmel i. Der er ikke nogen procentangivelse af hvedemel, men man kan simpelthen se, at dejen er lys omkring kernerne. Og dem er der til gengæld rigeligt af, kerner. Både hørfrø, solsikke og hele rugkerner. Rugbrødet er meget blødt, og jeg blev ikke mæt af de fire skiver, jeg havde med i skole. Størrelsen på skiverne er cirka 10*8 cm. Der kan være fordele ved at lave et langt, smalt brød frem for et kort, bredt. Mange madkasser er produceret efter den her størrelse rugbrød, og der er ikke noget værre end at rugbrødet ikke passer i kassen. Jeg husker tydeligt scenen fra børnetimen Nana, hvor Nana og hendes far skal ind og købe en madkasse hos isenkræmmeren, spillet af Jesper Klein. Og faren fortæller om, hvordan han nemt kunne spise otte stykker, inden klokken var 10. Og Nana ender med at få skovhuggerkassen, uden kat på. Alt i alt er en madkasse en god ting - rugbrøderne bliver ikke mast, og man sparer på emballagen.

Det var lidt om madkasser også. Speaking of indpakning, så er Coop's pose skærende orange med fotos af en kornmark bagved. Den orange farve stråler af discount, og det passer fint, for brødet koster kun 13 kroner for 950 g. Alt i alt er Coops brød lidt sølle som rugbrød, men fint nok som et lidt grovere hvidt brød. Det får 5 ud af 10 mulige stjerner.

onsdag den 20. april 2011

Påskeferie....

Bloggen holder påskeferie (og har gjort det noget tid nu, sorry) - men vender stærkt tilbage derefter, og der skal vi både se på Coop's brød og brød med tang! Vi læses, spises whatever, ved.


IMG_1771

tirsdag den 12. april 2011

Test #5: Nyt Nordisk fra Kohberg

IMG_1719

Kohberg er et af de brødbrands, der virkelig gør meget ud af at forny sig og være synlige i medierne. "Hva' ska' jeg sige?" - "Boller fra Kohberg" - ja den hænger stadig ved! Nok et af de mest brugte reklameslogans i min tid i hvert fald. Og Kohberg still got it goin' on - for et års tid siden vil jeg tro, fornemmede de den voksende tendens her i Danmark - det med at gå tilbage til det oldnordiske i vores mad. Man ser det på Noma, hvor der laves mad med havtorn, blæretang og bygkorn, der sættes virkelig en ære i at bruge de gamle nordiske råvarer. Kohberg sprang med på bølgen og lancerede en række brød under navnet "Nyt nordisk". Fra serien har jeg testet "rugbrød med bløde rugkerner", som I ser på billedet.

Først og fremmest tiltaler 'nyt nordisk'-mærkaten mig ret meget, jaja jeg er også en sucker for rustik mad. Og det ser pænt ud med havregryn drysset ud over skorpen. Når det er sagt, så er det virkelig et brød med bløde kerner, jeg tror, det kan tygges af det sløveste gebis. På den måde lever det ikke helt op til det rustikke, jeg efterspørger, når jeg hører det der nordisk. Men egentlig tænker jeg så på et sejt rugbrød med sten imellem kernerne, og det vil jeg jo heller ikke have. Herhjemme blev der sagt om brødet, at man var skuffet over skivernes størrelse. De er meget små, og man skal nærmest spise 4 skiver for at få en let sult under kontrol.
Brødet her er ikke direkte kedeligt, men smagen er liiige lidt for mild for mig, mere smag tak. Jeg vil gerne smage på flere af de nordiske varianter. På Kohbergs hjemmeside har jeg læst lidt om dem, og eksempelvis skriver de om 'rugbrød med fibre og havre': "Nyt Nordisk Rugbrød med Fibre og Havre er et rigtig lækkert og lidt syrligt brød bagt med masser af forskellige kornsorter og bl.a. æblefibre – deraf navnet. Brødet er lige sagen for dem som kan li’ brød der virkelig ”smager af noget”." - lige noget for mig, det glæder jeg mig til at smage!

Nyt Nordisk fra Kohberg med bløde rugkerner får 6 stjerner ud af 10 mulige. Heri er medregnet nordisk-brandet, som jeg godt kan lide. Fordi rugbrød er nordisk, og det er ok at spille på, synes jeg. High five til Kohberg for både at være et solidt traditionelt brødnavn, vi alle kender, og samtidig springe med på moderne tendenser. Sådan.

lørdag den 9. april 2011

Weekendrugbrød: Min mors

DSC01260

Weekend hjemme hos mine forældre byder på det her hjemmebagte brød, spækket med kerner: hørfrø, sesam, solsikke og græskarkerner. Helt ærligt, så er det det bedste rugbrød, jeg kender. Jeg spiser det som regel med ost på herhjemme, fra min fars ostekasse. Store gule, tørre oste med knasende saltkorn (Vesterhavsosten fra Thise, hint hint).

Tilbage til rugbrødet: Det er utroligt, det kan hænge sammen med så lidt dej rundt om kernerne, men det gør det altså, det her rugbrød smuldrer ikke - modsat mange andre hjemmebagte rugbrød, jeg støder på. Hemmeligheden er, at lige efter hun tager det ud af ovnen, pakker hun det ind i opvredne viskestykker, altså helt våde, og der ligger de pakket ind til dagen efter. Så ja, det er ikke til den utålmodige rugbrødsspiser. Til gengæld bager min mor altid en hel masse på en gang og fryser dem ned, og de er faktisk ligeså lækre, når de kommer op igen. Sprød skorpe, blød midte, perfekt balance mellem surt og sødt, som jeg synes, et rugbrød skal - altså surheden er supervigtig, men ikke sådan at det kan mærkes oppe bag kindtænderne.
Her ses brødet i sin næsten fulde størrelse, det er lidt længere end en bærbar computer. Billedet snyder lidt, fordi det er et stort spækbræt. Er der i øvrigt nogen, der ved, hvordan man får sine billeder til at syne større her på blogspot? Jeg synes, billederne kan virke lidt fesne i den størrelse her.

DSC01259

torsdag den 7. april 2011

Test #4: Sandwichrugbrød fra Schultstad



Jep, kendt fra TV, så det skulle jeg selvfølgelig smage - denne mutation mellem rugbrød og franskbrød, som skulle give evner til at rive døre af køleskabe. Og egentlig passer det ikke helt ind i min test, for kære venner, det her er helt klart mere et franskbrød end et rugbrød.

Brødet er blødt, uden rigtige kerner. Godt nok er det brunt, som rugbrød, men det er bagt med en del hvede for at blive så blødt. Konsistensen er præcis som franskbrød, men farven og navnet giver selvfølgelig en god samvittighed. Eller sådan har jeg det i hvert fald; jeg vil rigtig gerne spise hvidt brød, fordi det er lækkert, men for mig er det en weekendting, og rugbrød er til en anden lejlighed. Sandwichrugbrødet er et kikset forsøg på at imødegå de to helt forskellige brødsituationer.
Til gengæld lykkedes det mig at få det bedste ud af det her racekryds. Jeg ristede det og puttede ost og skinke imellem, altså som en toast. Det fungerede mega godt, fordi rugbrødstoasten tit er sådan lidt....ja man vil bare hellere have den med helt hvidt toastbrød (deraf navnet, jo!). Med sandwichrugbrødet får du en toast med mørk kant, og stadig mulighed for at trykke den flad og toast-formet i en toaster, hvis du har sådan en.

Som man måske kan se må dette billede, falder brødet let sammen som et franskbrød. Som rugbrød får det 0 ud af 10, men med blik for den udmærkede funktion som et alternativt toastbrød får det altså 3.

I øvrigt kan jeg se, der er ved at være en overvægt af Schulstadbrød, det er ikke med vilje, men de dominerer altså brødhylderne ret hårdt i DK. Næste anmeldelse bliver fra et andet mærke, promise!

tirsdag den 5. april 2011

Test #3: Multikernerugbrød fra Schulstad


"Levebrød er bagt til dig, der ikke vil gå på kompromis med din naturlige, sunde og fedtfattige livsstil. Levebrød Multikernerugbrød er fyldt med så mange fuldkorn, at 2,5 skive er nok til at dække dit daglige fuldkornsbehov."

Sådan skriver Schulstad bag på alle sine brød med mærket 'levebrød', som vi efterhånden har kendt til nogle år. Fuldkorn er hot. Og så kunne jeg skrive en hel masse om den moderne tendens - back to basic, Bonderøven, sten i maden og sådan noget. Men jeg holder mig til den her skive udmærket brød fra Schulstad.
Brødet er først og fremmest meget mildt i smagen. Nærmest en smule sødt. Der er tilsat bygmalt, måske er det det, der søder. Igen har vi her et kernerugbrød, der ikke har andre former for kerner end den klassiske rugkerne. Man kan skimte en smule brændthed på toppen af skorpen, det synes jeg faktisk er lækkert. Lidt crunchy, og minder en om, at det her faktisk engang har været i en ovn, og ikke altid på en hylde i en butik.
Butikken var i dette tilfælde Kiwi, hvor al brød fra 'levebrød'-brandet koster 13 kroner hele ugen. Jeg købte også et andet, som jeg vil vise jer en af dagene.

Multikernebrødet får 7 stjerner ud af 10 mulige.